Smartlog v3 » Maria on Tour » 22.10.12: Ferie i bjergene
Opret egen blog | Næste blog »

Maria on Tour

Følg med mig ud i verden :)

22.10.12: Ferie i bjergene

22. Oct 2012 11:08, mariaikina

Så er freden snart forbi! Efter en hel uge med trekking i bjergene og afslapning i Pokhara, rejser vi imorgen tilbage til Kathmandu.

I tirsdags tog vi tidligt afsted fra Kathmandu. Pokhara ligger ikke mere end 200 km. fra Kathmandu men på grund af vanvittig dårlig infrastruktur og dårlige veje, er det en bustur på 8 timer. Og det er svært at sove, fordi vejene er dårligt vedligeholdt. Turistbusserne er meget sikre (i hvert fald det sikreste man kan finde hernede), men vi så op til flere lastbiler i vejkanten, der var røget i svinget. Jeg har det bedst med lukkede øjne og musik i ørerne, så jeg ikke kan se, hvor tæt vi er på de andre biler, knallerter, lastbiler og geder i øvrigt! Næste morgen var vi igen tidligt oppe og blev kørt til den by, hvor vores trekking skulle starte. Første dag trekkede vi kun 4 timer - til gengaeld hovedsageligt opad og i bagende sol. Vi fik dog lige en dukkert i floden på vejen :) Alle dage sov vi i "lodges", som vel er en form for motel, men på den simple, nepalesiske, bjergagtige måde. De havde dog imponerende nok varme bade og ganske glimrende mad!

Dag nummer 2 var klart den hårdeste, og vi lagde ud med 2 timers gang i solen på stejle stentrapper. Flere gange måtte vi dog stoppe op, fordi en hyrde skulle forbi med et par hundrede får eller 10 mulddyr (ja, de kan åbenbart godt gå på trapper). Det er tradition at man ofrer en ged i forbindelse med deres festival i disse dage, men gederne så ikke ud til at være klar over hvad der ventede dem nede på jorden. Alt i alt 8 timers trekking opad den dag, og vi sluttede i ca. 2.800 meters højde. Dagen startede varmt, men sluttede meget koldt, og vi sov i thermoundertøj, fleece, halstørklæde og med hovedet nede i soveposen for ikke at fryse om næsen.

Dag nummer 3 startede vi før solen stod op med at kravle op på Poon Hill (ca. 3.300 meters højde), hvorfra vi kunne se solopgang over Himalaya - meget smukt, men pissekoldt!! Og resten af dagen og dag 4 brugte vi så på at gå ned igen. Jeg vred kun rundt på min ankel 3 gange i løbet af turen, men den er frisk igen, nu :)

Tilbage i Pokhara har vi bare nydt at få rent tøj på, været lidt på sightseeing og sejlet på den smukke sø. Pokhara er vildt smuk og ren i forhold til Kathmandu, så jeg kunne sagtens tilbringe et par dage mere her i en robåd på søen. Men imorgen går turen så med bus tilbage til Kathmandu til støv og trafikkaos, men også til arbejde og fejring af festivalen med Ms. Jyoti. Det bliver spændende. Hun påstår også at vi da skal have os en sari - er ikke sikker på det vil klaede mig, men måske jeg ændrer mening. Har allerede vænnet mig til en længere række farvestrålende smykker og løse bukser. Man lærer hurtigt :)

Til bedstemor (og andre, der ikke er på Facebook) - hvis du kopierer dette link til din internet browser, kan du se alle mine billeder fra Nepal (trekking billeder kommer snarest!):

http://www.facebook.com/media/set/?set=a.10151056379422077.429930.662747076&type=1&l=e6fe39d562

 

Relaterede